Kalender 2012
Leje/leasing
Aktuelle tilbud
Produktnyheder
Døre & vinduer
Køkken, inventar & plademøbler
Massivtræ & trævarer
Plast & aluminium
Referencer
LINDLARSEN NEWS
Nyhedsbreve
Messer


Bedre kantlimning af lette og tykke pladeemner


Nyudviklet teknologi til kantlimning af emner med f.eks. honeycomb kerne forhøjer overfladekvaliteten og sparer processer.


Moderne møbeltrends kræver ekstremt lette løsninger og strukturer, som let kan tilpasses vor tids nye designideer. Derfor bruges ofte honeycomb plader/emner, fordi de kombinerer tykkelse med lav vægt i slutproduktet. Arbejdet med denne slags plader giver dog mange gange udfordringer i kantlimningsprocessen. Før man pålimer en dekorativ kant, skal der påsættes støtte på honeycomb området. Manglen på støtte forårsager begrænset kanthæftning, ujævnheder i overfladen og dårlig kantlimningskvalitet ved hjørner.


Det har italienske Stefani ændret på. Virksomhedens udviklingsafdeling har i tæt samarbejde med tekniske afdelinger fra de førende limproducenter Nordson og Kleiberit undersøgt en ny teknisk mulighed, som løser problemerne med honeycomb emner. Systemet, som kaldes Stefani Light Panel Technology, handler om fremstilling af en PUR-lim støttestruktur for alle fire sider, som fysisk hæfter papiret i honeycomb-opbygningen til træet i top- og bundplade. Støtten skaber en flad overflade, som kantmaterialet kan påsættes.


Light Panel Technology-systemet er utrolig fleksibelt at arbejde med, fordi det ikke er bundet af pladens/emnets højde. Der kan arbejdes med højder fra 20 til 60 mm. Det eneste, man skal gøre, er at justere fordeleren, som påfører støttematerialet. Det er en betragtelig fordel i forhold til eksisterende løsninger, som kræver forskellige størrelser på støttekanterne for hver emnetykkelse. Det kræver mange skift, hvilket tager tid, og løsningen er samtidig mindre fleksibel end med Light Panel Technology, hvor materialet påføres med høj præcision og meget lave tolerancer på alle fire sider.

Bearbejdningen er enkel og kræver ikke brug af yderligere bearbejdningsenheder. Samtidig bliver finish-kvaliteten på de kritiske områder, som fx hjørner, bedre end den man tidligere har kunnet opnå med langt mere kompleks teknologi. Enkle løsninger, som letter arbejdet og forbedrer kvaliteten – det er vejen frem.