”En lille virksomhed i god vækst med en spændende maskinpark”. Sådan beskriver Susanne Kold, fabriksleder på Trio Vinduer og Døre ApS virksomheden. Den lille producent af vinduer, døre, udestuer og karnapper er på vej fra en håndværks- til en industrivirksomhed, og indenfor de seneste 3 år er udviklingen gået rigtig stærkt. For at produktionen kan følge efterspørgslen har fabrikken bl.a. indkøbt sit første CNC-bearbejdningscenter.
Trio Vinduer og Døre ApS startede for snart 10 år siden som en traditionel tømrer- og snedkervirksomhed, der selv fremstillede vinduer i laden bag gården lidt udenfor Horsens. Det er stadig brødrene Søren og Viggo Eslund samt Bjarne Jensen, der ejer virksomheden, men laden bag stalden er imidlertid udvidet og to nye haller kommet til. I alt arbejder 12 mand m/k på Trio Vinduer i dag – og der er meget travlt.
”Vores produktion kører i højeste gear”, fortæller Susanne Kold og beretter, at netop den stærkt øgede efterspørgsel på vinduer var grunden til, at man i december tog en rask beslutning og købte et SCM Record 142 CNC-bearbejdningscenter i forbindelse med et åbent hus-arrangement hos LINDLARSEN. ”Egentlig var vi bare taget af sted for at få lidt inspiration og se på maskiner sådan på et mere generelt plan, men så fik vi demonstreret Record’en, som stod til salg i LINDLARSENs showroom, og få dage senere havde vi købt den. Der er ingen tvivl om, at det var netop sådan en maskine, vi havde behov for til at effektivisere”, beretter indehaver Bjarne Jensen.
CNC-maskinen løfter kvaliteten Den nye CNC-maskine har betydet en stor forandring for produktionen, som indtil nytår udelukkende foregik på enkeltstående standardmaskiner. Nu benyttes maskinen til bearbejdning og omfræsning af vinduer og døre. ”Vi oplever også, at CNC’en giver vores produktion en kvalitetsmæssigt god standard. Maskinen kan levere en ensartethed i en kvalitet, vi vanskeligt kan opnå manuelt”, mener Susanne Kold. Det er også planen, at maskinen skal bruges til bl.a. forboring til hængsler, og man satser på, at der bliver tid til at lægge disse programmer ind i maskinen i lavsæsonen henover vinteren, hvor også en ny operatør skal læres op, sådan at der er flere, der er fortrolige med maskinen. ”Det er en ny teknologi for os her i huset, og det er vigtigt, at vores folk får tid til at lege med maskinen for at lære alle mulighederne at kende. Indtil nu har vi simpelthen haft så travlt, at der ikke helt har været tid til det. CNC’en skal helst køre hele tiden, for at vi kan følge med – og for at vi kan forsvare sådan en investering. Der er imidlertid ingen tvivl om, at teknologi er vejen frem for en lille virksomhed som vores”, siger Susanne Kold. Netop nu er Trio Vinduer & Døre også ved at implementere et nyt ordrestyringssystem for hele produktionen, som kommer til at give et bedre overblik og større overskuelighed hele vejen. CNC-maskinen bliver et af leddene i denne proces.
I dag afsætter Trio Vinduer & Døre Aps hovedsageligt sine produkter i lokalområdet via mund til mund-metoden, men fremtidsplanerne bærer videre end det. Første skridt i processen er virksomhedens DVC-certificering, som man regner med falder på plads inden årets udgang. Dermed er Trio Vinduer & Døre ApS klar til at tage fat på planerne om et større marked både ved fx tømmerhandler mv. herhjemme, men også på eksportmarkedet. Fremtidsplanerne inkluderer også et andet domicil, for pladsforholdene på gården udenfor Horsens er ved at være lidt trange, og man vil gerne tættere ind på motorvejen omkring Horsens-området. Et nyt domicil vil samtidig give muligheder for investering i yderligere teknologi til virksomheden, så man ad denne vej sikrer en mere effektiv produktion fremadrettet. ”Vi mangler bare, at det rigtige domicil dukker op”, lyder det fra Trio Vinduer & Døre.
Hovedproduktet i dag er mahogni – både malede og olierede vinduer, døre, udestuer og karnapper, og sådan forudser virksomheden, at det også vil være fremover. ” Vi har en god niche med en produktion, hvor vi kan stå inde for kvaliteten hele vejen ud til slutbrugeren”, slutter Susanne Kold. |
|
 |