Hos Horn Bordplader A/S i Aulum emballeres bordpladerne i strækfilm. Fabrikken har investeret i 2 automatiske CMB strækfolieomviklere fra LINDLARSEN, og med dem kan 800 bordplader i forskellige faconer, tykkelser og længder om ugen emballeres hurtigt, effektivt og på enkel vis. Strækfilmen giver også en rigtig god beskyttelse af bordpladerne under transporten ud til hr. og fru Jensen.
”Når vi pakker vores bordplader ind med flamingo på kanter og hjørner og derpå vikler dem i strækfilm, opnår vi en rigtig god beskyttelse af bordpladen under transport. Samtidig er det nemt for os at emballere med strækfolieomvikleren, som kan pakke næsten hele vores produktion ind. Emnerne kan være helt ned til omkring 25 cm i bredden, og omvikleren klarer også faconemner. Vi fremstiller mange bordplader med underlimede vaske, og de emballeres helt som de plane plader”, fortæller Mads Skovgaard, logistikassistent og ansvarlig for opgaverne omkring opfølgning, pakning og forsendelse. Han har været på fabrikken et par år og har rigtig gode erfaringer med folieomviklerne.
”Fordelene ved emballering med strækfilm er også, at vi slipper for at have pap i adskillige størrelser på lager. Omvikleren bruger netop den mængde film, der skal til, der er faktisk intet spild, Samtidig sparer vi besværlig håndtering og tunge løft. Alt i alt er de automatiske folieomviklere ret nemme at have med at gøre,” mener Mads Skovgaard, logistikassistent og ansvarlig for opgaverne omkring opfølgning, pakning og forsendelse.
I øjeblikket er den ene af folieomviklerne belagt 100%. Den anden folieomvikler har pt. ledig kapacitet, og er da også indkøbt med forventning om produktionsforøgelse. Med den nuværende produktion er 4 medarbejdere beskæftiget med logistik, emballering og forsendelse.
Helt enkel pakkeproces med store fordele
Begge folieomviklere er af typen CMB ERL Express, som herhjemme forhandles af LINDLARSEN. Automatisk emballering med strækfilm er solid indpakning, der kan holde til både transport og fugt. Yderligere er strækfilm en prisbillig og miljørigtig indpakning. Man kan kombinere flere moduler i en automatisk pakkeløsning, fx bobleplast eller karton først og strækfilm udenpå – alt efter behov. Samtidig kan man typisk reducere forholdvist meget i lønomkostningerne i pakkeafdelingen, da en automatisk pakkelinie kan betjenes af blot et par medarbejdere. Indpakningen med Horn Bordpladers omviklere er helt enkel: Ved indløbsbordet sætter operatørerne flamingokanter og beskyttelseshjørner på pladen, som så automatisk føres ind i maskinen, hvor folierullen sidder på en krans som cirkler omkring emnet og dermed lægger folien jævnt stramt i hele emnets længde. Fotoceller registrerer hvornår omviklingen skal starte og stoppe. Når bordpladen kommer ud på udløbsbordet er den færdigindpakket og klar til forsendelse, på kun et par minutter.
Horn Bordplader A/S
Horn Bordplader beskæftiger i dag 55 medarbejdere fordelt på produktion, administration og chauffører. Firmaets historie går små 15 år tilbage, og firmaet er ekspanderet ganske kraftigt. For et par år siden tog man et nybygget domicil i brug, som siden er udvidet flere gange. Horn Bordplader fremstiller både laminat- og massivplader i et bredt sortiment, pt. er ca 25% af produktionen i massivtræ, hvor trenden i øjeblikket især er hvidolieret eg og de mørke træsorter som fx valnød. Der produceres i alt godt 800 bordplader om ugen på fabrikken. De største kunder er køkkenfabrikker, men en del bordplader afsættes også til lokale tømrermestre, byggemarkeder mv. Der eksporteres ca. 25 % af produktionen til Skandinavien. |
|
 |