Som blot 24-årig har Benjamin Baun taget springet fra talentfuld maskinsnedker til selvstændig møbeldesigner og ejer af Baun Møbler ApS. Med en stærk kombination af håndværk, designforståelse og teknologisk indsigt har han investeret i et moderne snedkeri, der skal danne grundlag for virksomhedens fremtidige vækst.
Baun Møbler er et eksempel på, hvordan stærkt håndværk, innovative idéer og moderne produktionsteknologi kan skabe grundlaget for en ny generation af danske møbelvirksomheder.
Benjamins historie begyndte med en ambition om at arbejde med design. Under uddannelsen som maskinsnedker begyndte han selv at tegne møbler, og interessen for at skabe egne produkter voksede hurtigt. Allerede som 19-årig vandt han guld ved DM Skills i sit første forsøg, og senere opbyggede han værdifuld erfaring gennem læreplads hos HTH/Nobia samt arbejde med programmering, 3D-konstruktion og produktionsoptimering for en række virksomheder.
I dag omsætter han erfaringen til egne eksklusive møbler, hvor kvalitet, funktionalitet og design går hånd i hånd. Den første møbelserie består blandt andet af spiseborde og tilhørende stole med en innovativ sammenklappelig funktion – udviklet med fokus på både æstetik og praktisk anvendelse.
For at sikre høj præcision, fleksibilitet og effektiv produktion har Benjamin investeret i en ny SCM Morbidelli CNC-maskine med tilhørende AlphaCAM-løsning. Investeringen giver mulighed for avanceret bearbejdning af komplekse komponenter og understøtter en produktionsproces, hvor både slibning og efterbearbejdning er integreret. Samtidig har Benjamin udviklet egne specialfiksturer, som sikrer optimal fastholdelse og høj finish på de krævende møbeldele.
Det nye snedkeri omfatter desuden moderne sugeanlæg og en række maskiner til bearbejdning af massive planker, hvilket giver mulighed for at kontrollere hele processen fra råmateriale til færdigt produkt.
Med det teknologiske fundament på plads er næste skridt at få de eksklusive møbler ud til markedet gennem udvalgte salgskanaler og møbelhuse, der matcher produkternes kvalitet og designprofil.