Hos CompoTech A/S har et ændret ejerskab under Refront Group givet anledning til et styrket fokus på køkkenrenoveringsmarkedet. Med en mere professionel tilgang til hele værdikæden og et klart sigte mod at blive one point leverandør på køkkenfronter, har virksomheden investeret markant i at fremtidssikre sin produktion.
Direktør Henrik Knudsen (th) sammen med Michelle, maskinsnedkerlærling, og ansvarlig maskinoperatør Hans Henrik, ses her foran den nye SCM Stefani kantlimer-celle. Med god ergonomi i højsædet, sikres høj kvalitet på emnerne og en omkostningseffektiv proces.
En central del af denne udvikling har været beslutningen om at insource produktionen af blandt andet melamin- og laminatlåger. Det har givet CompoTech bedre kontrol over kvaliteten og medført væsentlige besparelser. Især de nye, flot forarbejdede kanter har høstet ros i markedet og bidraget til at tiltrække nye kunder.
“Vi får meget positiv feedback på vores kanter – og det gør os stolte. Kvalitet og finish betyder alt i vores segment,” fortæller direktør Henrik Knudsen.
Købet af den nye kantlimnings-løsning fra SCM Stefani, var resultatet af en grundig proces. Den økonomiske synliggørelse fra LINDLARSEN’s sælger viste tydeligt, at investeringen var en god forretning – noget der siden er blevet bekræftet i praksis.
CompoTech har i dag en mere effektiv produktion og oplever konkrete tidsbesparelser, blandt andet svarende til en fuldtidsmedarbejder alene i forbindelse med rengøring af fronter.
“Forløbet med sælgeren fra LINDLARSEN var meget professionelt. Han formåede at skabe tryghed gennem konkrete beregninger og tydelig forventningsafstemning. De beregnede besparelser har vist sig at holde stik,” siger Henrik Knudsen.
Som led i beslutningsprocessen blev to medarbejdere sendt til Italien for at se maskinen i drift – en investering i tryghed, der gjorde beslutningen nemmere. Levering og opsætning forløb som forventet, og eventuelle udfordringer blev håndteret professionelt undervejs.
Udover højere kvalitet og kapacitet har ergonomi haft høj prioritet i projektet. CompoTech har medarbejdere med mange års anciennitet og ønskede derfor at sikre de bedste arbejdsforhold. Det automatiske løftebord og luftpudeborde på returløbet, giver en markant bedre ergonomi, da pladerne nu håndteres uden tunge eller skæve manuelle løft.
“Vi har investeret ekstra for at skabe et godt arbejdsmiljø – det handler om at passe på vores folk,” understreger Henrik Knudsen.