Virksomheden startede med at få sine møbler produceret i udlandet, mens man koncentrerede sig om en opbygning af salget. Kvaliteten var dog svær at styre, hvorfor beslutningen blev at etablere eget snedkeri og polsterværksted, for der at producere møblerne selv, således at Danish Design Supply har flyttet produktionen tilbage til Horsens.
”De seneste års kraftige vækst har gjort behovet for en effektiv produktion synligt. Fra at lave enkelt-styk til at lave serier som lagerføres, kan vi rationalisere processen kraftigt, så vi kan styrke vores konkurrencedygtighed” siger Henrik Lerche, indehaver af Danish Design Supply.
Denne udvikling har senest medført en investering i virksomhedens første CNC-fræser som både skal sikre en mere rentabel produktion og en ensartet høj kvalitet. Virksomhedens snedkere har ikke erfaring med CNC fra tidligere, men med et LINDLARSEN indskolings-program i forbindelse med levering af maskinen, er man allerede godt på vej med at udnytte de mange muligheder.
Maskinen, en SCM Morbidelli N100, er en såkaldt nesting CNC. Som udgangspunkt lægges en hel råplade op på maskinens vacuumbord. En stykliste med komponenter importeres i den nemt tilgængelige software, hvorefter programmet selv fordeler emnerne optimalt ud på pladen. Således står maskinen og passer sig selv under udfræsningen af samtlige emner, uden brug af operatør ressourcer. Herved reduceres materiale-spildet tillige med at tidsforbrug til pladeopskæring og bearbejdning er elimineret. En utrolig effektiv arbejdsproces.