Et kig gennem produktions-lokalerne vidner om stor forskellighed i opgaverne, der mestres i virksomheden. Varebilsindretning, køkkenlåger, inventar, diske, skranker og trappe-trin var blot lidt af spektret i dag. ”Vi er ærekære omkring vores kvalitet og vi leverer til tiden” udtaler indehaver Ruben Sørensen. ”Derfor stiller det krav til at vi også har nogle gode maskiner, som kan lave både høj finish og ensartethed”.
Der produceres i mange forskellige typer af materialer og i det hele taget er fleksibiliteten stor, både hvad angår opgavernes karakter, men også når det gælder kort og præcis leveringstid.
Dette er nogle overvejende årsager til, at man har stort set al produktion i huset, herunder også overfladebehandling. ”På den måde kan vi selv kontrollere processen og vi sparer tid” siger Ruben Sørensen.
Maskinparken er velpolstret og tidssvarende og seneste skud på stammen er en ny SCM Olimpic K560 kantlimer. Denne er indkøbt for at løfte kvaliteten yderligere samt at give mulighed for nu også at levere kanter pålimet med PUR-lim. Fredericia Maskinsnedkeri mærker en øget efterspørgsel fra kunderne på PUR-limede kanter, idet holdbarheden og fugtbestandigheden er langt højere. Tilmed kan der laves en meget tynd limfuge som giver et flot udtryk i slutproduktet.
Vigtigt for Ruben Sørensen har det også været at få en præcis maskine, hvor man ikke skal bruge unødig tid på omstillinger.
”Vi skal hurtigt kunne lave den rette kvalitet uden at skulle justere og teste. Det har vi opnået nu og det er medvirkende til at vi kan levere varen til den rette pris. Selvom udsigterne i starten af Covid-19 perioden har været lidt usikre, så har vi haft mere travlt end forventet. Derfor har vi på trods heraf foretaget investeringen, da vi ser lyst på fremtiden.” slutter Ruben Sørensen.